|
Atletik
Du behøver ikke tale med mig i mange minutter, før du finder ud af, at atletik fylder meget i mit liv :-) Atletik er min store passion og jeg tabte mit hjerte til de røde baner i en tidlig alder. Atletikken har været en del af mit liv siden jeg startede i skole og den fylder selvsagt en del. Gennem årerne er det gået fra at være på træning på hyggeniveau til at være eliteniveau, og så tilbage til hyggeniveau.
Jeg startede som helt lille i SIK 80 Sæby. Dengang gik jeg i 1. klasse og træningen bestod mere af leg, end egentlig atletik. Det ændrede sig dog hurtigt i takt med at vi blev lidt større og snart deltog jeg i stævner rundt omkring i Danmark, små som store. Min første medalje fik jeg, da vi som hold vandt landsmesterskaberne i 1992 og sidenhen er det blevet til en hel del medaljer og ungdomstitler. I 2000 flyttede jeg så til København og startede i Bagsværd Atletik Club og i 2006 skiftede jeg så til Århus 1900. Min nuværende klub, sparta, skiftede jeg til i slutningen af 2008.
Atletikken har givet mig rigtig mange store oplevelser og de bedste venner jeg har. Jeg har fået mange succesoplevelser - og også nogle gok i nødden undervejs. Jeg har lært en masse om mig selv og mine grænser og har fået mange værdifulde erfaringer.
Efter at have været droslet ned i nogle år, er atletikken igen blevet en stor del af mit liv. Det skyldes nu ikke nogen genopståede ambitioner af nogen art, men snarere at jeg "mødte" min kæreste gennem de sidste 2 år. Tag et kig på www.trespring.dk og vurder selv hvor stor skaden er :-) Jeg følger med ham hvor jeg kan og deltager på den baggrund i hans træning, til stævner og på træningslejre.
"Og hvilken disciplin laver du så?" Godt spørgsmål! Jeg har forsøgt mig med næsten alle slags, både spring, kast, sprint og mangekamp (både 5-. 7- og 15-kamp). Har dog nok haft størst succes som sprinter og det er også denne disciplin jeg holder mest af. Nu hvor niveauet og ambitionerne er sænket, nyder jeg dog at træne trespring med Anders. Der er ekstremt udfordrende for mig teknisk og det trigger mig helt vildt. Senest er det blevet til bronze ved DM, så helt elendig er jeg da heller ikke :-)
Min træning forgår på Østerbro stadion med Anders som træner, i en rigtig god træningsgruppe. Jeg træner så meget som det lader sig gøre med to små børn - stakkels piger som må lide under at blive slæbt med på stadion i tide og utide ;-)

|